Klage over rodbehandling -6

Røntgenbillede før behandling

Røntgenbillede

Røntgenbillede efter behandling

Ny tandlæges billede 6 måneder senere

Baggrunden for klagen

Patienten klager over ikke at have modtaget en korrekt behandling af -6. Patienten klager over smerter efter rodbehandlingen, og at rodfyldningen kun er lavet halvt, hvilket patientens nye tandlæge har sagt.

Af indklagede tandlæges journal fremgår, at patienten henvender sig med symptomer fra -6, og tandlægen diagnosticerer pulpitis chronica.

Røntgen inden behandlingsstart

Patienten informeres om, at rodbehandling er nødvendig, der gives prisoverslag og udleveres information om behandlingen. Der lægges lokalbedøvelse, faciale cuspides aflastes, der lokaliseres 4 kanaler, foreløbigt rodmål fastlægges og der foretages mekanisk udrensning og skylning med NaOCL. Der lægges CA(OH)2, steril vatpellet og tanden forsynes med al hætte. Aluminiumshætten går løs efter en uge og bliver recementeret.

Ved næste besøg er tanden symptomfri og alu hætten sidder stabilt. Patienten ønsker ikke lokalbedøvelse, og det er noteret, at patienten ligger meget uroligt med tungepres samt foretager undvigemanøvrer. Der udføres rodbehandling, apikal amputation og rodfyldning af 4 kanaler. Der skylles med NaOCL og tørlægges med steril vatpellet og paperpoint, fyldes med Roeko Guttaflow udrørt på steril glasplade og Guttapercha. Der tages røntgenbillede af tanden og den forsynes med en plastrestaurering.

Røntgen efter endt behandling

Herefter skifter patienten tandlæge.

Ny tandlæges røntgenbillede 6 måneder senere

Af Indklagede tandlæges udtalelse til sagen fremgår, at behandlingen var yderst vanskelig, fordi patienten ikke ønskede lokalbedøvelse. Der kunne ikke anlægges kofferdam, og på grund af afvigemanøvre og risiko for filfraktur kunne der ikke udrenses som ønsket. Der blev derfor fyldt med Guttaflow 2, som kan håndteres hurtigt og angiveligt kan udfylde mikrokanaler, men som har den ulempe, at det er næsten usynligt på røntgenbilleder.

Tandlægenævnets afgørelse.

Tandlægenævnet giver patienten medhold i klagen og finder, at rodbehandlingen ikke er honorarværdig, og indklagede tandlæge skal betale honoraret tilbage.

Nævnet lægger i vurderingen vægt på, at behandlingen ikke har reduceret smerterne eller infektionen i tanden. Ligeledes kan det ses på røntgenbilledet fra den nye tandlæge, at rodfyldningerne er meget uensartede og kun når halvvejs til rodmålet. Der ses desuden en stor opklaring omkring rodspidserne som tegn på infektion.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke fremgår af journalen, hvor langt der er renset ud i hver kanal eller til hvilken diameter, og at kontrolrøntgenbilledet ikke indeholder en beskrivelse af resultatet.

Nævnet bemærker, at rodfyldningen angiveligt er udført under vanskelige forhold, men at det ikke er forsøgt at forbedre resultatet ved at etablere aseptiske forhold ved brug af kofferdam, hvilket ville have været hensigtsmæssigt.

Hvis vi kunne have gjort det anderledes, eller fået en ’second chance’:

Faglige kommentarer til sagen.

Lars Bjørndal, Tandlægeskolen i København.

Casper Kruse, Tandlægeskolen i Århus.

Kortvarige smerter efter en endodotisk behandling er forventelige, og tandlægen bør altid informere patienten, så han/hun er forberedt på dette. I denne case var patienten symptomfri efter første behandlingsseance og det er naturligvis ærgerligt, at der udvikles symptomer efter afsluttet behandling. Patienten skal naturligvis også informeres om denne risiko, før behandlingen startes.

Som dokumentation for, at informationen til patienten er givet, skal denne naturligvis journalføres.

Kvaliteten af en rodbehandling vurderes typisk ud fra både kliniske og radiologiske parametre. Klinisk skal tanden være symptomfri. Radiologisk skal rodfyldningen være tæt/ensartet og fylde alle kanaler hele vejen til kanalens afslutning, typisk 1-2 mm fra den anatomiske rodspids. Undervejs i behandlingen kontrolleres behandlingen løbende i form kontrol af renselængden (med apekslokator og/eller filrøntgen). Mange behandlere vælger ligeledes at tage et masterpoint-røntgen inden endelig rodfyldning. Hvis dette havde været gjort i den aktuelle behandling, ville behandleren formentlig have opdaget, at renselængden er betydelig kort. Netop fordi behandleren skal kunne kontrollere under og efter behandling, er der anbefaling om, at rodfyldningsmaterialer skal indeholde røntgenkontrast svt. 6mm aluminium. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at rodfyldningsmaterialet skulle være ”usynligt” på røntgen, forudsat at udrensningen var optimal i længde og størrelse.

Vi skal som fagpersoner være meget opmærksomme på, i hvilket omfang vi lader patienten bestemme, hvordan behandlingen skal udføres. I dette tilfælde i uden lokalbedøvelse, når der laves rodbehandling på vital tand. Hvis vi ikke kan gennemføre en behandling lege artis, skal vi måske hellere afstå fra behandling end at afslutte den suboptimalt. Dette er naturligvis en gråzone, da behandleren naturligvis føler sig berettiget til et honorar for behandlingen og derfor gerne vil have den afsluttet – omvendt viser nævnets afgørelse jo netop, at behandlingen i dette tilfælde er afsluttet uden at have en honorarværdig kvalitet. Overordnet set får en patient på et sygehus nok heller ikke lov til at bestemme noget som helst vedr. opdækning, instrumentvalg og bedøvelse i forbindelse med et kirurgisk indgreb. I denne sag er det nok kun fordi patienten betaler, at han/hun får lov at bestemme noget.

Nævnets kommentar om kofferdam understreger, at vi bør gøre, hvad der er i vores magt for at undgå at inficere rodkanalsystemet under behandlingen.

Endelig er det vigtigt, at man som behandler vurderer behandlingens sværhedsgrad inden den påbegyndes. Uanset afvigemanøvre og manglende kofferdam er tanden også teknisk vanskelig, hvis ikke man har dette rette instrumentarium. Der fornemmes lidt kanaltransport, så der er nok ikke instrumenteret med tilstrækkeligt tynde file i starten af behandlingen. Af samme grund kan man måske påpege, at det ikke er sikkert at behandlingen var blevet bedre, selvom patienten havde ligget roligt i stolen. Casen er et fint eksempel på, at vi alle bør kende vores grænser og måske henvise oftere, end mange gør. Hvis der kan være tvivl om, at man selv kan udføre en sufficient behandling, bør man søge hjælp hos kolleger med særlige kompetencer og måske et bedre instrumentarium – dette gælder naturligvis ikke kun for endodontiske behandlinger.

Opsummering

  • Informer patienten om risici og prognose før behandlingsstart. Informationerne skal journaliseres, så de senere kan dokumenteres. Det kan være en god ide at udlevere Tandlægeforeningens folder om rodbehandling.
  • Afslut ikke en suboptimal behandling uden som minimum at informere patienten om dette samt om hvorfor og hvad han/hun kan forvente.
  • Det er fagpersonens ansvar at vurdere, under hvilke forhold en behandling kan og skal udføres. Patienten kan naturligvis gives valgmuligheder, hvis dette giver mening og ikke kompromitterer behandlingsresultatet.
  • Som behandler bør man som udgangspunkt arbejde aseptisk, fx ved brug af kofferdam.
  • Man skal som behandler kende sine begrænsninger og man bør henvise, hvis der opstår tvivl om, man selv kan give en sufficient behandling.