Vedtægter
Vedtægter Dansk Endodontiforening
- Navn og hjemsted
1.1 Foreningens navn er Dansk Endodontiforening (på engelsk: Danish Endodontic Society).
1.1.1 Foreningen er registreret som ”Forening m.v” hos det Centrale Virksomhedsregister (CVR-nr.: 37915416).
1.2 Foreningen er medlem af European Society of Endodontology (ESE) og Den Skandinaviske Endodontiforening (SkandEndo).
1.3 Foreningen har CVR-adresse på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet, Vennelyst Boulevard 9, 8000 Aarhus C, og er dermed hjemmehørende i Aarhus Kommune.
- Formål
2.1 Foreningen har til opgave at fremme klinik, undervisning og forskning indenfor endodonti.
2.2 Foreningen kan hvert år uddele ”Dansk Endodontiforenings årlige forskningsbevilling” til støtte for et eller flere forskningsprojekt(er) med relation til fagområdet endodonti.
2.2.1 Regler for ansøgning og udvælgelsesprocedure samt årlige støttebeløb fremgår af retningslinjer for ”Dansk Endodontiforenings årlige forskningsbevilling”, der er godkendt af generalforsamlingen og kun kan ændres af denne.
- Medlemsforhold
3.1 Ordinære medlemmer.
3.1.1 Som ordinært medlem kan optages personer, der har bestået dansk tandlæge-eksamen, samt personer med udenlandsk tandlægeeksamen, der har opnået dansk autorisation eller arbejder i Danmark.
3.1.2 Alle medlemmer af Dansk Endodontiforening er samtidigt medlem af ESE (Ordinary Member) og kan bruge de fordele foreningens medlemskab af ESE giver.
3.2 Æresmedlemmer.
3.2.1 Bestyrelsen kan udnævne et medlem til æresmedlem. Æresmedlemskabet er livslangt.
3.2.2 Æresmedlemskab indebærer kontingentfrihed samt mulighed for deltagelse i ordinære årsmøder med 50% rabat.
- Kontingent
4.1 Kontingentet for medlemskab fastsættes på den ordinære generalforsamling.
4.1.1 Kassereren opkræver kontingentet én gang årligt for hele den ordinære kontingentperiode, der løber 1. februar til 31. januar.
4.1.2 Ved indmeldelse opkræves et beløb svarende til årets kontingent, der uanset tidspunkt, dækker frem til udløb af ordinære kontingentperiode 31. januar.
4.1.3 Kontingentet til Dansk Endodontiforening dækker ligeledes medlemskab af ESE (Ordinary Member).
4.2 Ud over betaling af kontingent hæfter medlemmerne ikke for foreningens forpligtelser.
- Udmeldelse og eksklusion
5.1 Udmeldelse kan ske ved henvendelse til foreningens kasserer.
5.2 Bestyrelsen kan administrativt udmelde et medlem på grund af kontingentrestance.
- Generalforsamling
6.1 Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
6.2 Ordinær generalforsamling.
6.2.1 Dato og sted for den ordinære generalforsamling skal offentliggøres på foreningens hjemmeside (www.endodontiforeningen.dk) senest otte uger inden generalforsamlingens afholdelse. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med fire ugers varsel ved særskilt e-mail til alle medlemmer. Den elektroniske indkaldelse udsendes til den e-mailadresse medlemmet har oplyst Dansk Endodontiforening.
6.2.2 Den ordinære generalforsamling afholdes i årets 1. kvartal i forbindelse med Årsmødet. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent samt mandaternes prøvelse
- Formandens beretning
- Kassererens beretning med fremlæggelse af revideret årsregnskab
- Indkomne forslag
- Fastsættelse af kontingent
- Valg til bestyrelsen og valg af bestyrelsessuppleant
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Valg til diverse udvalg
8.1 To medlemmer til faglig vurdering af ansøgninger til ”Dansk Endodontiforeningens årlige forskningsbevilling”
- Eventuelt
6.2.3 Såfremt medlemmerne ønsker et forslag til behandling uden for den udsendte dagsorden, skal dette indsendes med begrundelse pr. mail til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen, og skal udsendes af bestyrelsen til medlemmerne pr. e-mail senest syv dage inden generalforsamlingen.
6.2.4 Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen.
6.2.5 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflertal, medmindre andet følger af nærværende vedtægter. Ved stemmelighed bortfalder et forslag. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer ønsker det. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
6.2.6 Generalforsamlingens beslutninger føres til referat. Generalforsamlingens referat lægges på foreningens hjemmeside senest tre uger efter afholdelse af generalforsamlingen.
6.3 Ekstraordinær generalforsamling.
6.3.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent eller mindst 1/3 af medlemmerne pr. mail over for bestyrelsen stiller forslag herom med angivelse af dagsordenen samt de begrundede forslag, der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling.
6.3.2 Ved ekstraordinær generalforsamling skal offentliggørelsen ske på foreningens hjemmeside (www.endodontiforeningen.dk) senest fire uger inden generalforsamlingens afholdelse og indkaldelse skal finde sted pr. mail med 3 ugers varsel. Den elektroniske indkaldelse udsendes til den e-mailadresse medlemmet har oplyst Dansk Endodontiforening.
- Bestyrelsen
7.1 Foreningen ledelse af en bestyrelse bestående af fem bestyrelsesmedlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær og et ordinært bestyrelsesmedlem.
7.1.1 Mindst 2 bestyrelsesmedlemmer skal være ansat ved et af de to odontologiske institutter. Både universitetet i København og Aarhus skal være repræsenteret i bestyrelsen.
7.1.2 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 3 år af gangen. Hele bestyrelsen kan genvælges højest én gang.
7.1.3 Der kan undtagelsesvist gives dispensation til andet genvalg af et bestyrelsesmedlem, hvis dette anses for hensigtsmæssigt i forhold til konstitueringen af bestyrelsen. Dispensationen giver mulighed for genvalg i endnu en 3-årig periode, men med valg hvert år. En dispensation skal godkendes ved generalforsamlingen med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer.
7.2 Suppleanten vælges for 1 år ad gangen.
7.3 Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, indtræder suppleanten i bestyrelsen, der konstituerer sig på ny.
7.4 Formanden repræsenterer foreningen udadtil; i formandens fravær varetager et andet bestyrelsesmedlem denne opgave.
7.5 Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når to bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted pr. mail med angivelse af dagsordenen.
7.6 Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som godkendes af de deltagende bestyrelsesmedlemmer senest på næstfølgende møde.
7.6.1 Beslutningsreferater offentliggøres løbende på foreningens hjemmeside.
7.7 Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når tre medlemmer er til stedet. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
7.8 Bestyrelsen kan i fornødent omfang antage juridisk eller anden assistance.
7.9 Der tilkommer bestyrelsesmedlemmerne rejsegodtgørelse til bestyrelsesmøderne.
7.10 Bestyrelsen udpeger foreningens repræsentant hos European Society of Endodontology.
- Udvalg og aktiviteter
8.1 Bestyrelsen kan nedsætte permanente eller midlertidige udvalg med specifikke kompetencer, til varetagelse af organisatoriske, kursus- og uddannelsesmæssige opgaver, der relaterer sig til foreningens nationale eller internationale arbejde.
8.2 Bestyrelsen fastlægger et udvalgt kommissorium. Udvalget skal løbende holde foreningens bestyrelse orienteret om sit arbejde.
8.3 Bestyrelsen kan stille særskilt budget til disposition for udvalget. Et udvalg kan ikke forpligte foreningen økonomisk i forhold til tredjemand.
8.4 Resulterer en ekstraordinær aktivitet, møde eller kongres i et økonomisk overskud, kan bestyrelsen vælge at overføre overskuddet, helt eller delvist, til uddeling gennem ”Dansk Endodontiforenings årlige forskningsbevilling”.
- Regnskab og økonomi
9.1 Regnskabsåret følger kalenderåret og der anvendes anerkendt regnskabspraksis.
9.2 Foreningen tegnes økonomisk af formand og kasserer.
9.3 Kassereren fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter samt udarbejder udkast til foreningens årsregnskab.
9.4 Regnskabsudkastet revideres af revisoren, der er valgt af generalforsamlingen.
9.5 Årsregnskab med revisorpåtegning skal fremlægges på, og godkendes af, generalforsamlingen.
- Tegningsregler
10.1 Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem.
10.2 Bestyrelsen kan udpege et bestyrelsesmedlem til at tegne foreningen over for SKAT m.v. med henblik på indberetninger, arbejdsgiverregnskab, momsregnskab m.v.
- Vedtægtsændringer/opløsning
11.1 Forslag om vedtægtsændringer skal være bestyrelsen rettidigt i hænde til at kunne fremgå af dagsordenen for den generalforsamling, hvor forslagene skal behandles.
11.1.1 Vedtægtsændringer kan vedtages med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer, uden hensyn til antallet af tilstedeværende.
11.2 Begrundet forslag om foreningens opløsning, fremsendt skriftligt eller pr. e-mail, skal fremgå af indkaldelsen til den generalforsamling, hvor forslaget skal behandles.
11.2.1 Vedtagelse af forslaget om foreningens opløsning kan finde sted med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer, uden hensyn til antallet af tilstedeværende.
11.3 I tilslutning til vedtagelse om foreningens opløsning, overgår foreningens eventuelle formue til en fond, hvis formål er at fremme klinik, undervisning, efteruddannelse og forskning indenfor endodonti i Danmark.
- Tvistigheder
12.1 Tvistigheder om anvendelse af disse vedtægter afgøres ved voldgift.
12.2 Medmindre andet er aftalt, består voldgiften af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger én, samt en af disse i fællesskab valgt opmand. Skulle voldgiftsmændene ikke kunne enes om valget af opmand, udpeges han af retspræsidenten i den retskreds, hvori foreningen har hjemsted. I øvrigt henvises til lov nr. 553 af 24. februar 2005 om voldgift.
Vedtaget på generalforsamling 11.02.21